Henimod slutningen af maj måned er mine forskellige salater blevet temmeligt flotte. Pluksalaten er selvsået fra sidste år og den første salat som vi har kunnet høste. Den danner ikke et traditionelt salathoved med sætter nogle løse blade, og så plukker man bare direkte fra planten. Utrolig taknemmelig plante! Hvert år begår vi den fejl at spare på de tidlige salatblade, fordi vi er bange for at rippe hele bedet inden salaten er rigtig færdig. Det må jeg fraråde. Der kommer langt mere salat i de 2,5 plantekasser jeg har salat i end vi fire mennesker OG alle vores naboer og venner kan spise. Her til højre kan man se pluksalaten i slutningen af maj→

En uge efter ser den sådan ud↓

Pluksalat i slutningen af maj

Salat der er løbet i stok dvs. er modnet og har sat frø

Og får man ikke spist igennem ender den sådan her→

- og så er den uspiselig.

Spinat og rucola er også kommet fint frem. Førhen syntes jeg udbyttet af spinaten var for magert, men i år er der kommet virkeligt meget. Før man har prøvet at spise nyplukket salat kan man nok ikke forestille sig, hvor stor forskellen er på den og et fint salathoved fra Irma. To timer efter den er plukket, falder bladene sammen uanset hvor fint og køligt man opbevarer dem. Der er langt mere struktur og bid i den salat som lige er høstet. Et blad frø koster måske 25 kr. og der er salat til en hel sæson. De kan også dyrkes i en altankasse eller en stor potte på en terrasse. Som sagt skal der ikke megen plads til, før der er mad til lang tid.          

På billedet til venstre kan man se spinat og rucola sådan cirka midt i maj. I bedet længst til venstre er det klassiske romainehoveder der er på vej. De er lidt længere tid om det. Og nu ser spinaten sådan ud →

Staudehaven lægger an til at springe ud med et brag i slutningen af maj. Det er den periode alle havemennesker går og venter på hele vinteren. Når jeg flytter stauder om efteråret og bestiller frø om vinteren, nærer jeg alle mulige fantasier om, hvordan det kommer til at se ud på netop dette tidspunkt af året. Selvom jeg forsøger at tilrettelægge og styre, kommer det alligevel altid bag på mig, hvordan det udarter sig. Naturen kan jo reelt ikke lade sig styre 100 %, og dét element af selvdetermination og overraskelse er måske det mest fascinerende ved at dyrke sin have. Sådan ser det ud i slutningen af maj med iris, geranier, løvefod og de tidlige roser. At se det vokse frem fra ingenting er sgu en vild og berusende fornemmelse.