I november 2012 skulle Søren udstille sine produkter på Cemat Asia for første gang. Vi blev hentet af hans kinesiske forhandler i lufthavnen, som efter 8 år i Tyskland taler bedre tysk end engelsk. Når man lander i Shanghai kan man skimte den mægtige Yangtse i den gullige suppe af forurenet dis, som hænger over byen det meste af tiden. Vi boede på Waldorf Astoria på the Bund, Shanghais fornemme havnepromenade hvor den ene flotte bygning fra 20′ernes Shanghai ligger efter den anden. Det er værd at spendere lidt ekstra for at bo her, hvor man kan nyde udsigten til den splinternye bydel Pudong, hvis enorme skyskrabere udgør et futuristisk panorama på den anden side af floden. For tyve år siden var der rismarker og ikke meget andet.

Søren på the Bund i bukser der matcher de vajende flag.

Shanghai er en kosmopolitisk by, hvor der masser af udlændinge der arbejder i de mange globale virksomheder og banker. Folk er generelt meget imødekommende og det er overskueligt at finde rundt både til fods og med taxa. På messens første dag tog jeg til Fuxing Park, som de lokale bruger til at øve dans i, spille musik, tage bryllupsfoto, spille Mahjong og dyrke tai-chi. Det er som én stor fælles have.

Teceremoni med en gruppe studerende

I Folkets Park var vi til ægteskabsmesse under åben himmel, hvor ægteskabsmægler faldbyder egnede brude og gomme i alle aldersklasser. Unge kinesere har ofte ikke tid til selv at finde en partner og så kan man enten sende en professionel mægler eller sine forældre eller bedsteforældre på markedet med et billede og en anbefaling. På markedet mødte vi en gruppe unge kinesere, som inviterede os med til the-ceremoni. Det var utroligt hyggeligt. De unge var ved muffen og synes tilsyneladende det var helt normalt at bruge 1.500 kr. på at smage forskellige theer. Vi blev lidt flove over at de vidste mere om Danmark end vi om Kina. F.eks. vidste de at Dronning Margrethe er storryger! Bydelen French Concession er fyldt med gamle stenhuse til afveksling fra skyskraberne nede mod floden. Det er her expatsamfundet klumper sig sammen på et lille område spækket med restauranter, indkøbscentre og skønhedssaloner. Her kan man leve en meget komfortabel tilværelse uden rigtigt at se så mange kinesere. Sørens forhandler Ji og hendes mand forklarede, at himlen i Kina aldrig er rigtigt blå på grund af forurening. På den klareste dag kan man lige se sin egen skygge men ellers er det permanent overskyet og man har en svidende fornemmelse i halsen. Det er en lettelse, når mørket falder på og byens lys bliver tændt. Så glemmer man den dårlige luft og nyder synet. Det var faktisk delvist på grund af den seneste James Bondfilm “Skyfall”, at jeg fik en stærk trang til at se det med mine egne øjne. Se Shanghai fra oven her.

Morgen”sol”

Yu Yuan

Shanghais gamle bydel er et virvar af smalle gyder med boder og butikker og restauranter i alle størrelser. Her finder man bl.a. Yu Yuan, som er et haveanlæg fra 1600-tallet, der er et fantasifuldt virvar af broer, passager, døråbninger, damme og pavilloner. Den gamle kinesiske byggestil der er eksponeret her virker slet ikke streng som f.eks. den japanske men meget legesyg og assymmetrisk.

I gaderne der går vinkelret på The Bund finder man gader der er dedikeret indenfor forskelligt sortiment, f.eks. er der en gade hvor man finder 50+ instrumentforretninger eller der kun handler med papirvarer og udstyr til kunstnere. En aften tog vi ud at spise på toppen af en af Pudongs skyskrabere. Det føltes som at flyve. På toppen af den karakteristiske bygning “The bottle opener” er der en passage hvor man kan krydse over på et gulv af plexiglas. Det er ikke noget for mig, men det er ok at sidde i mørket og kigge ud på lysene og restaurantskibene der pyntet op som absurde, lysende piratskibe sejler frem og tilbage på floden.

Et lille udpluk af kunst set i Shanghais berømte M50 kunstdistrikt.