I maj 2013 besøgte jeg nogle gode venner, der bor i Beirut. Efter borgerkrigen brød ud i Syrien er der ganske tomt i Beirut, som ellers er Mellemøstens mest yndede udflugtsmål. Her kommer hele regionen for at få fri f.eks. fra konflikter og snærende kulturelle restriktioner i Saudiarabien og golfstaterne. Der bor ca. tre gange så mange libanesere udenfor Libanon som i Libanon selv. 15 års borgerkrig, attentater på landets ledere og krigen mod Israel i 2006 har fået mange til at give op og drage i landflygtighed. Til gengæld er der mange andre som er flyttet hertil, de fleste ufrivilligt. Mange hundredetusinder palæstinensere og nu også op mod en million syrere har søgt tilflugt i Libanon, der ikke er meget større end Sjælland. Der bygges overalt – nye tårnhøje beboelsestårne i glas og marmor. Arbejdstilsynet ville få travlt hernede, og man får ubehag ved at se de syriske bygningsarbejdere kravle rundt i 10. sals højde uden afskærmning. På Cornichen, byens elegante havnepromenade tårner det ene høje, hvide luksushotel op efter det andet, vekslende med vestlige mærkers glitrende flagship stores. Nå, ja og så lige det gamle udbrændte hotel Holiday Inn, der stadig står som mindesmærke for borgerkrigen i 1975-1990. Her gik kampene voldsomt for sig i konfliktens første fase, hvor militante grupper sloges fra bygning til bygning og beskød hinanden med raketter fra luksushotellerne. De turister, der blev fanget i ildkampene, måtte eskorteres ud inden kampene igen blev genoptaget.

Det udbrændte Holiday Inn

American University of Beirut er anset som det bedste universitet i Mellemøsten og her kommer studerende fra hele verden. Skolen spreder sig over en bakketop, der skråner fra byen og ned mod havet, og her er smukt og roligt. På vej op mod hovedbygningerne kan jeg høre en træner kommandere og plok-lyde fra tennisbolde. Jeg finder banerne på et plateau omkranset af blomstrende bougainvilla og slanke cypresser.  

Ikke alle nyder livet på økorestaurant i Bekkaa. Her en tjenestepige.

Vi kører på udflugt til Bekaadalen og må tænke nøje over ruten for Hizbollah holder rally samme dag. Bekaadalen, Hizbollah, Golan, – navne der resonerer tilbage til min barndoms TV-Avis, ikke steder jeg opfatter som udflugtsmål. I vejkanten kan se teltlejre for de syriske flygtninge, der har lagt presseninger over nogle pæle og indrettet sig. Vasketøj hænger til tørre på buske og over hegn og børn løber rundt i støvet. Snart mister vi dem af syne og på et lille plateau finder vi vores destination, en økologisk restaurant indrettet i åbne pavilloner af glas og lyst træ. Tre længer indrammer en græsplæne, hvor et afslappet klientel snakker livligt ved langbordene, mens små børn render ud og ind mellem benene på de voksne. Stemningen er afslappet og kosmopolitisk. I Beirut er alle de store hjælpeorganisationer samt FN tilstede og der bor en del repræsentanter for denne globale klasse, som måske sidst mødtes i Kabul og i Bosnien og nu altså i Beirut. Om aftenen fejrer man Hizbollah ved at skyde geværer af fra byens hustage. Mens det brager løs trækker vi ind fra altanen..   Byblos ligger nordpå og her finder man bl.a. ruinerne fra en gammel korsridderborg. Mens vi soler os finder vi ud af at det brag vi hørte om morgenen var to raketter der ramte et Hezbollahdistrikt i Beirut.

Et oblatbageri under den maronitiske kirke