Et år lånte vi gennem HomeExchange et hus på den svenske ø Öland uden at vi blev bedt om selv at stille vores hus til rådighed. Chestnut Farm, som huset hedder, er ejet af en canadier, der arbejder for Ikea – i Indien. Han ville bare gerne have at nogen boede i huset, som han selv kun bruger et par uger om året. Året efter skrev jeg til ham for at høre om han kunne give nogle gode råd om Indien og straks tilbød han at vi kunne bo i hans lejlighed i Delhiforstaden Gurgaon og låne både bil og chauffør til vores rejse. Vi har aldrig mødt manden, som efterhånden har antaget mytisk dimension i vores familie. “Manden” kalder vi ham. Manden er en generøs verdensborger og personificerer nogle af de gode oplevelser man kan få via boligbytte. Vi lagde ud i Delhi som er blevet et trafikalt mareridt siden jeg første gang var i Indien for 17 år siden. Så vi forlod hurtigt byen og kørte til Neemrana Palace i Rajasthan for at fejre jul.

Neemrana Fort Palace i Rajasthan

Inderne er jo ikke kristne men altid oplagte til at deltage i en hver form for fest, så der var arrangeret middag på terrasserne, hvor det stampede jordgulv var blevet udsmykket med maling i forskellige farver og mønstre. Store bækkener glødede med trækul og spredte et eventyragtigt lys i natten udover de festdækkede borde. Ikke langt fra paladset ligger et vandreservoir og et karavanserail (hotel) fra 1600-tallet, som blev bygget af tusindvis af arbejdere der ikke fik løn men kun mad. Alle vidste at hvis ikke reservoiret blev bygget ville egnen ikke have noget at leve af. Da det stod færdigt kunne den lokale maharaja leve af sælge adgang til vandet og de lokale af at sælge mad og andre varer til de mange nye tilrejsende. Reservoiret var måske 40-50 meter dybt og de første tre etager under jorden brugt til indkvartering og boder. Arbejdstilsynet havde vist ikke lige været forbi og afspærre…!        Efter Neemrana kørte vi nordpå og ind i Shekhawati-regionen, hvor vi ikke mødte en eneste anden turist. Egnen er kendt for sine gamle, rigt dekorerede købmandsgårde, som de fleste steder er i fremskredent stadie af forfald men ikke desto mindre meget smukke. Herfra kørte vi videre mod Bikaner, som er hjemsted for det nationale forskningscenter for kameler. Og der var ganske rigtigt pænt mange kameler og man kunne købe kamelaccessories, kamelis og meget andet. I det nordlige Rajasthan tynder trafikken ud, og de fleste køretøjer er højt lastede kamelkærrer eller æselditto. De biler man møder kører uden lys. Lys er et luksusgode – også på motorvejen..      Vi overnattede på Maharajaens gamle jagtslot Gajner Palace som i dag er hotel. Der er meget få vestlige turister og det er en uendeligt stor oplevelse at blive indkvarteret i de gamle værelser, som nok er opulente med gamle tunge møbler og draperede gardiner, der ikke er blevet skiftet siden 1950′erne, men ikke fine i moderne, vestlig kønsløs Marriottagtig forstand. Heldigvis.

Gajner Palace øjnes i disen bag søen

Vi tog toget til Jodhpur. Det er klart den mest komfortable rejseform, men billetterne skal bestilles i lang tid i forvejen og kan ikke købes hjemmefra men via en lokal agent. Vi fik det ordnet gennem det danske rejse bureau Grace Tours som er specialister i Indien. Jodhpur var rejsens absolutte højdepunkt. Byen ligger midt i Tharørkenen og var tidligere hovedsæde for herskerne over kongedømmet Marwar. Byen bliver også kaldt den blå by, ligesom Jaipur bliver kaldt den lyserøde by og Udaipur den hvide by. Dette tilnavn skyldes en hel bydel i Jodhpur, der er malet i brahminernes hyacinthblå farve og som kan ses fra toppen af det mægtige Mehrangarh Fort.
Fortet tilhører den tidligere hersker over Jodhpur Gaj Singh, Maharajaen af Jodhpur som også ejer en række andre prægtige paladser i og omkring Jodhpur, som i dag drives som hoteller. Maharajen er uddannet på Eton og Oxford og har selv indtalt en helt fantastisk audioguide, som er uundværlig når man går igennem fortets 7 porte og beser den rige samling. I en af portene hænger en række symbolske lerafstøbninger af små hænder, én hånd for hver royal enke, der blev levende brændt i en rituel enkeafbrænding “Sati” efter deres mand var afgået ved døden. Ganske uhyggeligt vidnesbyrd om en grum tradition, der stadig plager Indien skønt det er forbudt. Antallet af “kitchen fires”, – tilfælde hvor enker eller besværlige hustruer omkommer ved ulykker i hjemmet i Indien er således stadig foruroligende højt. På fortet kan man bl.a. se en bærestol, der er bygget så den passer til siden af en Bentley og passageren kan smutte uset fra bærestolen over i bilen. Maharajen tog den med da han deltog i Kong Edward VIII’s kroning i England. Selvom de fleste indere er hinduer lever man i Nordindien efter konservative muslimske skikke, og det betyder at kvinder ikke deltager i samfundslivet eller må ses offentligt i særligt stort omfang – såkaldt “purdah”. Ved et uheld fangede en fotograf et billede af Maharaniens ankel og bragte det i et blad. Mahajaraen købte derefter hele oplaget for at afværge en skandale. På fortet kan man også se en række royale vugger, der er anbragt i et smukt dekoreret kammer højt over den åbne går, hvor fyrsten modtog gæster. På den måde kunne Maharanien sidde og passe sine børn og samtidig følge med i hvad der foregik udenfor igennem de udskårne skodder.

Fyrstelige vugger

Ridebukserne jodhpurs er opfundet af en tidligere maharaja, der ønskede sig nogle bukser der var egnede til udfoldelser på hesteryg. Overalt i byen kan man få dem syet i alle kvaliteter fra dag til dag. Søren fik syet en Sherwani – en lang jakke til festlig brug som man bruger med posede silkebukser indenunder. Det er nu hans fineste tøj og flottere end en smoking. Efter nytår i Jodhpur kørte vi sydpå til endnu et fantastisk gammelt heritage hotel i Ajmer og derfra videre til Jaipur, hvor vi så vindenes palads Hawa Mahal (det øverste billede) hvor de fornemme kvinder kunne følge med i dagliglivet og processioner fra et beskyttet sted hvor de ikke selv kunne ses. Tæt ved Hawa Mahal ligger City Palace, som både huser et museum men stadig udgør bolig for Maharajaen af Jaipur og hans familie. Over paladset vajer et stort og et lille flag på den samme flagstang til minde om familiens tilnavn Sawai, der betyder en og en kvart. Jai Sing II af Jaipur blev tildelt tilnavnet af den stormogulske hersker over Nordindien Aurangzeb fordi han var så imponeret af hans evner. Tilnavnet fortæller at man som menneske udgør mere end en.

City Palace med familiens flag vajende over den del der udgør privat bolig

Maharajaens sølvbadeka

På museet kan man bl.a. se verdens største genstand i sølv. Da maharajaen skulle deltage i George den 5.s kroning kunne han som rettroende hindu ikke undvære at blive renset i vand fra floden Ganges i så lang tid som rejsen varede. Han fik derfor støbt to enorme kar som rejste med til England, og hvor han og hans hustru kunne tage deres rituelle bad. Karrene er støbt af sølvmønter og ikke sådan nogle man lige løber med..

Fra Jodhpur kørte vi til Agra. Når man passerer statsgrænsen til Uttar Pradesh mærker man det straks. Det er som om man kører ind i et sort hul, vejene er markant dårligere og der er fattigt og råt. Uttar Pradesh omtales som the Darkness i Aravind Adigas fantastiske bog “The White Tiger”  fordi det er så tilbagestående, fattigt, voldeligt og korrupt. Men man undgår ikke Agra, hvis man gerne vil se Taj Mahal. Byen Agra er virkelig ikke noget at skrive hjem om, men Taj Mahal er i særklasse magisk og kan på ingen måde overdrives. Mausolæet ligger inde i en have omkranset af store mure og porte, så dets herlighed afslører sig langsomt for beskueren. Enjoy:

Gravplads for Shah Jahans hustu Mumtaz